domingo, 17 de abril de 2016

ULRIKKA S. GERNES [18.469]

Foto: Steen Moller Rasmussen 


Ulrikka S. Gernes

Nacida el 6 de junio de 1965 en Angelholm, Suecia, de padres daneses. Menor de cuatro hermanos. 

Pasa la primera infancia de ida y vuelta entre la casa de su infancia en Suecia y en distintos lugares de Dinamarca. Estudió en la escuela 5to grado en Suecia. Antes de las clases particulares en casa. 

Debutó en 1984 con la colección Natsværmer de Borgen Editores.

Viajó y pasó largas estancias en Asia, Australia y Nueva Zelanda. Durante un período residió en Hong Kong. 

Publicó poemas, cuentos, artículos, ensayos, relatos de viajes y el periodismo independiente en una serie de Danés-día y semanales periódicos, revistas y antologías, y en la RD.

También trabaja con diferentes tipos de arte, desde hace muchos años en colaboración con su padre, el fallecido artista Poul Gernes.

Profesora invitada en la literatura en Holbaek Escuela de Arte en 2001.

Vive en Copenhague. 



Spanish version by Luis David Palacios

[Originally in Danish and translated into English by Per Brask and Patrick Friesen]


DEBO HALLAR F. NO SÉ POR QUÉ Y NO SÉ
dónde, pero si hallo F tendré la respuesta sobre una importante
pregunta. Ignoro la pregunta, pero en algún
punto será dicha. Algo tiene que ver con una
envoltura. Y una pluma de loro. Estoy en Londres.
Tengo la foto de una casa inglesa, el tipo de casa
de la que hay millones en Londres. No tengo dirección.
Sólo sé que está en Londres y esa F está en la casa
en la foto. Debo hallar esa casa. Tengo dos grandes
maletas que son muy pesadas. Además llevo una mochila
en mi espalda. También es pesada. Apenas puedo llevar mi equipaje.
También tengo un perro. Uno pequeño, un perro blanco y negro que es
muy alegre. Lo traigo con correa pero constantemente corre
lejos de mí. Su nombre es Ziggy. Llamo y llamo tras él.
Salta y brinca y ladra. Es imposible controlarlo.
Andamos entre oscuros, angostos pasajes y callejones
sin salida y debemos volver atrás. Parece desesperanzador
pero no renuncio. Grito y grito tras el perro que
constantemente brinca lejos de mí. En mi bolsillo tengo
la foto de la casa, debo parar continuamente, baja
las maletas, tomar la foto de mi bolsillo
y comparar la casa en la foto con las casas
que pasamos. De esta manera transcurren diecisiete años.


I HAVE TO FIND F. I DON’T KNOW WHY 
AND I DON’T KNO
where, but if I find F I’ll get the answer to an important
question. I don’t know the question, but at some
point I’ll be told. It’s something to do with an
envelope. And a parrot feather. I’m in London.
I have a photo of an English row house, the kind of house
there are a million of in London. I have no address.
I only know that it’s in London and that F is in the house
in the photo. I must find that house. I have two large
suitcases that are very heavy. In addition I have a rucksack
on my back. It too is heavy. I can barely carry my luggage.
I also have a dog. A small, black and white dog which is
very lively. I have it on a leash but it constantly runs
away from me. Its name is Ziggy. I call and call after it.
It leaps and jumps and barks. It’s impossible to control it.
We walk through dark, narrow passages and alleys that
dead-end and we have to walk back. It seems hopeless,
but I mustn’t give up. I yell and yell after the dog that
constantly skips away from me. In my pocket I have
the photo of the house, I have to stop continually, put
the suitcases down, take the photo from my pocket
and compare the house in the photo with the houses
we pass. In this way seventeen years go by.



[DE SMÅ TIMER]

DE SMÅ TIMER ligger i baghold, truer
med et angreb af skingrende gry 
jeg giver op, giver efter, intet værn
kan ikke længere stemme noget
imod noget, ved ikke længere hvad 
imod hvad, retningsløs og reduceret
til en skamskudt kærlighed 
overgiver jeg mig og lægger mit hoved 
tæt mod dit hoved på puden og synker 
med dig ind i respiratorens brænding
mod en fjern ukendt kyst
hvor vi sover lidt, er lidt døde sammen 
under den bro af stjernearmeret mørke
der slår op over os og nu er
vores eneste vej til hinanden




[I SAMME SEKUND]

I SAMME SEKUND
jeg indrømmer
øjeblikkets omfang
af puls og søvn og jord
drejer mit blik
en millimeter mod øst 
og ser en flok fugle
flå gnister af gryet
i vingeslags guld 
over morgengrå tage





[MÅNEN VED]

MÅNEN VED
og mit blod

hospitalshvide vågenætter
vi er begge i verden
drejer om en akse
af forskudte billeder
går over hver sin grænse
og ser ind i hinanden 
gennem lag på lag af himmel
et uendeligt rum
forskanset

så blå
dine øjne

du klatrer ad en stige
uden fortøjning eller ende

månen ved
og mit blod

signaler svirrer i luften
jeg vifter instinkter væk
insekter draget
af de mørke årer
der springer svulmende 
ud af min hud

for at nå dig, gå dig i møde
svøbe dig i pulsens hyldest

når ingen løfter
bønner eller besværgelser 
længere
kan holde dig her




[EN FLIMREN]

EN FLIMREN af kridhvide heste
dundrer natten igennem
flammende manker hvisler
din livstid letsindigt i vinden

hovslags hvidglødende gnistregn
i skred mod verdens kant
jorden slår imod din krop
som ville den støde dig væk
gøre faldet ugjort sekundet før
dit blod giver slip og overgiver dig 
til tyngdens lov og siver 
tilbage i barndommens muld

en flimren af kvæstede dage 
dér hvor din krop er fanget
og jorden nægter at løsne sit greb
du prøver, men har ikke styrken
til at udfri dig selv 
af øjeblikket altid





[SÆRT, SOM DU ER I MINE TANKER]

SÆRT, SOM DU ER I MINE TANKER
 for tiden, som du sniger dig ind 
gennem spalter, jeg ikke anede 
var der. Er der sket noget? Er du o.k.? 
Hvorfor stiger du nu op fra dybet, 
er der mon andet på færde, i gære, 
dernede? Jeg synes ellers, jeg har lært 
at holde mig på overfladen, skøjte 
eller noget der ligner, og så kigger du 
op på mig gennem isen. Er du ikke lidt 
bleg, eller er det den dunkle baggrund, 
der gør det? Måske er det bare vinklen, 
der virker foruroligende, eller fordi 
din mund åbner sig og lukker sig, 
som en fisks, og det er umuligt at høre, 
hvad du siger, hvis du ellers siger 
noget, men dine læber ... og af alle 
de første kys, jeg har fået, er det kun 
dit, jeg husker; suget, synket, forsvindingen 
og alt det, der med ét 
ikke længere fandtes.









.

No hay comentarios:

Publicar un comentario en la entrada