ULRIKKA S. GERNES [18.469]

Foto: Steen Moller Rasmussen 

Ulrikka S. Gernes

Nacida el 6 de junio de 1965 en Angelholm, Suecia, de padres daneses. Menor de cuatro hermanos. 

Pasa la primera infancia de ida y vuelta entre la casa de su infancia en Suecia y en distintos lugares de Dinamarca. Estudió en la escuela 5to grado en Suecia. Antes de las clases particulares en casa. 

Debutó en 1984 con la colección Natsværmer de Borgen Editores.

Viajó y pasó largas estancias en Asia, Australia y Nueva Zelanda. Durante un período residió en Hong Kong. 

Publicó poemas, cuentos, artículos, ensayos, relatos de viajes y el periodismo independiente en una serie de Danés-día y semanales periódicos, revistas y antologías, y en la RD.

También trabaja con diferentes tipos de arte, desde hace muchos años en colaboración con su padre, el fallecido artista Poul Gernes.

Profesora invitada en la literatura en Holbaek Escuela de Arte en 2001.

Vive en Copenhague. 

Spanish version by Luis David Palacios

[Originally in Danish and translated into English by Per Brask and Patrick Friesen]

DEBO HALLAR F. NO SÉ POR QUÉ Y NO SÉ

dónde, pero si hallo F tendré la respuesta sobre una importante

pregunta. Ignoro la pregunta, pero en algún

punto será dicha. Algo tiene que ver con una

envoltura. Y una pluma de loro. Estoy en Londres.

Tengo la foto de una casa inglesa, el tipo de casa

de la que hay millones en Londres. No tengo dirección.

Sólo sé que está en Londres y esa F está en la casa

en la foto. Debo hallar esa casa. Tengo dos grandes

maletas que son muy pesadas. Además llevo una mochila

en mi espalda. También es pesada. Apenas puedo llevar mi equipaje.

También tengo un perro. Uno pequeño, un perro blanco y negro que es

muy alegre. Lo traigo con correa pero constantemente corre

lejos de mí. Su nombre es Ziggy. Llamo y llamo tras él.

Salta y brinca y ladra. Es imposible controlarlo.

Andamos entre oscuros, angostos pasajes y callejones

sin salida y debemos volver atrás. Parece desesperanzador

pero no renuncio. Grito y grito tras el perro que

constantemente brinca lejos de mí. En mi bolsillo tengo

la foto de la casa, debo parar continuamente, baja

las maletas, tomar la foto de mi bolsillo

y comparar la casa en la foto con las casas

que pasamos. De esta manera transcurren diecisiete años.

I HAVE TO FIND F. I DON’T KNOW WHY 
AND I DON’T KNO

where, but if I find F I’ll get the answer to an important

question. I don’t know the question, but at some

point I’ll be told. It’s something to do with an

envelope. And a parrot feather. I’m in London.

I have a photo of an English row house, the kind of house

there are a million of in London. I have no address.

I only know that it’s in London and that F is in the house

in the photo. I must find that house. I have two large

suitcases that are very heavy. In addition I have a rucksack

on my back. It too is heavy. I can barely carry my luggage.

I also have a dog. A small, black and white dog which is

very lively. I have it on a leash but it constantly runs

away from me. Its name is Ziggy. I call and call after it.

It leaps and jumps and barks. It’s impossible to control it.

We walk through dark, narrow passages and alleys that

dead-end and we have to walk back. It seems hopeless,

but I mustn’t give up. I yell and yell after the dog that

constantly skips away from me. In my pocket I have

the photo of the house, I have to stop continually, put

the suitcases down, take the photo from my pocket

and compare the house in the photo with the houses

we pass. In this way seventeen years go by.

[DE SMÅ TIMER]

DE SMÅ TIMER ligger i baghold, truer

med et angreb af skingrende gry 

jeg giver op, giver efter, intet værn

kan ikke længere stemme noget

imod noget, ved ikke længere hvad 

imod hvad, retningsløs og reduceret

til en skamskudt kærlighed 

overgiver jeg mig og lægger mit hoved 

tæt mod dit hoved på puden og synker 

med dig ind i respiratorens brænding

mod en fjern ukendt kyst

hvor vi sover lidt, er lidt døde sammen 

under den bro af stjernearmeret mørke

der slår op over os og nu er

vores eneste vej til hinanden

[I SAMME SEKUND]

I SAMME SEKUND

jeg indrømmer

øjeblikkets omfang

af puls og søvn og jord

drejer mit blik

en millimeter mod øst 

og ser en flok fugle

flå gnister af gryet

i vingeslags guld 

over morgengrå tage

[MÅNEN VED]

MÅNEN VED

og mit blod

hospitalshvide vågenætter

vi er begge i verden

drejer om en akse

af forskudte billeder

går over hver sin grænse

og ser ind i hinanden 

gennem lag på lag af himmel

et uendeligt rum

forskanset

så blå

dine øjne

du klatrer ad en stige

uden fortøjning eller ende

månen ved

og mit blod

signaler svirrer i luften

jeg vifter instinkter væk

insekter draget

af de mørke årer

der springer svulmende 

ud af min hud

for at nå dig, gå dig i møde

svøbe dig i pulsens hyldest

når ingen løfter

bønner eller besværgelser 

længere

kan holde dig her

[EN FLIMREN]

EN FLIMREN af kridhvide heste

dundrer natten igennem

flammende manker hvisler

din livstid letsindigt i vinden

hovslags hvidglødende gnistregn

i skred mod verdens kant

jorden slår imod din krop

som ville den støde dig væk

gøre faldet ugjort sekundet før

dit blod giver slip og overgiver dig 

til tyngdens lov og siver 

tilbage i barndommens muld

en flimren af kvæstede dage 

dér hvor din krop er fanget

og jorden nægter at løsne sit greb

du prøver, men har ikke styrken

til at udfri dig selv 

af øjeblikket altid

[SÆRT, SOM DU ER I MINE TANKER]

SÆRT, SOM DU ER I MINE TANKER

 for tiden, som du sniger dig ind 

gennem spalter, jeg ikke anede 

var der. Er der sket noget? Er du o.k.? 

Hvorfor stiger du nu op fra dybet, 

er der mon andet på færde, i gære, 

dernede? Jeg synes ellers, jeg har lært 

at holde mig på overfladen, skøjte 

eller noget der ligner, og så kigger du 

op på mig gennem isen. Er du ikke lidt 

bleg, eller er det den dunkle baggrund, 

der gør det? Måske er det bare vinklen, 

der virker foruroligende, eller fordi 

din mund åbner sig og lukker sig, 

som en fisks, og det er umuligt at høre, 

hvad du siger, hvis du ellers siger 

noget, men dine læber ... og af alle 

de første kys, jeg har fået, er det kun 

dit, jeg husker; suget, synket, forsvindingen 

og alt det, der med ét 

ikke længere fandtes.

.