Adam Oehlenschläger
Adam Gottlob Oehlenschläger (*Copenhague, 14 de noviembre de 1779 - †Copenhague, 20 de enero de 1850), fue un poeta y escritor nacido en Dinamarca. Introdujo el Romanticismo en la literatura danesa.
Oehlenschlager empezó probando suerte como actor. Fracasó y se decidió a estudiar derecho, carrera que pronto abandonó para dedicarse a la literatura. Su obra El cuerno dorado se considera el inicio del Romanticismo en la literatura danesa.
En 1805 emprendió un viaje por Europa. De sus experiencias nacieron seis poemas épicos. A su regreso en 1810 se le aclamó como el mejor poeta danés y recibió diversos premios.
En 1810 contrajo matrimonio y trabajó durante veinte años dando clases en la Universidad de Copenhague. En 1829 fue coronado como "rey de la poesía nórdica" en la catedral de Lund, Suecia.
Su obra es muy extensa y abarca la poesía, el teatro y la prosa. Entre sus obras cabe destacar el drama Axel y Valborg de 1807 y los poemas Helge de 1814 la Saga de Hroar de 1817 y Hrolf Krage de 1828. Sus fuentes de inspiración fueron Goethe, Fichte y Friedrich von Schelling. Él mismo sirvió de inspiración a autores como Henrik Ibsen.
Es el autor de la canción "Der er et Yndigt land" ("Hay una hermosa tierra") que se ha convertido en el himno nacional de Dinamarca.
Considerado el principal representante del romanticismo en la literatura danesa y uno de los grandes poetas de ese país.
Desde muy joven tuvo contacto con el teatro en Copenhague, primero como actor y luego como dramaturgo. Comenzó a escribir muy pronto y encontró en la poesía su cauce natural. Su primer trabajo publicado fue un volumen poético titulado Poemas (1802), que le proporcionó súbita fama de iniciador del Romanticismo danés.
Siendo ya célebre, emprendió a expensas del Estado un largo viaje al extranjero, y estuvo sucesivamente en Alemania, Francia, Suiza e Italia, visitando a numerosos románticos alemanes (Steffens, Fichte, Schleiermacher, Tieck y después a Coppet, Chamisso, huésped de Mme. de Staël), a Goethe, de quien en vano trató de conquistar el favor y, en Roma, a Thorvaldsen. Con todo fueron negativos los contactos con el romanticismo alemán, del que temía las exageraciones, y la estancia en París lo hizo todavía más consciente de su naturaleza nórdica. Vuelto a su patria en 1810, contrajo matrimonio con Christiana Heger, y fue nombrado profesor de Estética en la Universidad.
Sus influencias principales fueron el Trauerspiel de Kotzebue y sus contemporáneos alemanes, Shakespeare, y el poeta danés Johannes Ewald, de cuya obra es sucesor. Igualmente, en Oehlenschläger se puede rastrear la influencia del romanticismo alemán (Schiller) y de las antiguas sagas nórdicas. Los mitos y la historia de Escandinavia alcanzaron en sus manos un poder que hizo de él el autor más influyente, a excepción de Holberg.
Obras de sus comienzos son el drama lírico Sanct Hals Aften-Spil (El drama de la noche de san Juan, 1802), la fantasía en verso Aladino y la lámpara maravillosa (1804-05), y la tragedia histórica Hakon Jarl (El duque Hakon, 1805). Asimismo, el estudio del teatro griego dio una mayor profundidad a sus personajes conforme avanzó su carrera.
Obras de mayor madurez son las tragedias históricas Baldur el bueno (1808), Axel y Valborg (1809), Correggio (1811), Hagbarth og Signe (1815), y Vaeringerne i Miklagard (1827). Su obra dramática, de mayor originalidad que la poética o la narrativa, osciló entre diversos géneros, desde la tragedia al drama poético y la comedia.
Hay un país hermoso
Hay un país hermoso,
sus bellos bosques de hayas
crecen a la orilla del Báltico.
Ondea de valles a colinas,
su nombre es vieja Dinamarca,
y aquí aún mora Freya.
Aquí pasaron su vida tranquila
aquellos valientes campeones de armadura
reposando de la pelea.
Desde allí acometieron destruyendo al enemigo,
sus huesos ahora descansan
bajo los túmulos en las colinas.
Esta tierra aún es adorable,
pues azules son el Belt y el océano,
y verdes los bosques y las colinas.
Y nobles mujeres, hermosas doncellas,
hombres valientes e intrépidos mozos
habitan las islas danesas.
Aladdins vuggevise
Visselulle, nu barnlil!
Sov nu sødt og sov nu længe!
skønt din vugge stander stil,
uden dun og uden gænge.
Hører du den dumpe storm
sukke ved hvad jeg forliste?
Mærker du den sultne orm
pikke på din fyrrekiste?
Sov, barnlille! ved min sang
intet skal din glæde mangle.
Hører du den muntre klang,
hist i tårnet af din rangle?
Nattergalen nærmer sig.
Fryder dig dens blide klukke?
Du har ofte vugget mig,
nu skal jeg dig atter vugge!
Hvis dit hjerte ej er sten
mærk, min idræt, moder kære!
Her af denne hyldegren
skal jeg dig en fløjte skære.
Ved dens toner fryd dit sind!
HVod den klager svagt og ene,
som en vildsom nattevind
i de våde vintergrene.
Ak! nu må jeg fra dig gå
der er koldt i dine arme,
og jeg ejer ingen vrå,
hvor jeg mig igen kan varme.
Visselulle da, barnlil!
Sov nu sødt og sov nu længe!
skønt din vugger stander stil,
uden dun og uden gænge.
Fædrelands-Sang
Der er et yndigt Land,
Det staaer med brede Bøge
Nær salten Østerstrand;
Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark,
Og det er Freias Sal.
Der sad i fordums Tid
De harniskklædte Kæmper,
Udhvilede fra Strid;
Saa drog de frem til Fienders Meen,
Nu hvile deres Bene
Bag Høiens Bautasteen.
Det Land endnu er skiønt,
Thi blaa sig Søen belter,
Og Løvet staaer saa grønt;
Og ædle Qvinder, skiønne Møer,
Og Mænd og raske Svende
Beboe de Danske Øer.
Vort Sprog er stærkt og blødt,
Vor Tro er reen og luttret
Og Modet er ei dødt.
Og hver en Dansk er lige fri,
Hver lyder tro sin Konge,
Men Trældom er forbi.
Et venligt Syd i Nord
Er, grønne Danarige,
Din axbeklædte Jord.
Og Snekken gaaer sin stolte Vei.
Hvor Ploug og Kiølen furer,
Der svigter Haabet ei.
Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt.
Og stedse har sin Farve hvid
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid.
Karsk er den Danskes Aand,
Den hader Fordoms Lænker,
Og Sværmeriets Baand.
For Venskab aaben, kold for Spot,
Slaaer ærlig Jydes Hierte,
For Pige, Land og Drot.
Jeg bytter Danmark ei,
For Ruslands Vinterørkner,
For Sydens Blomstermai.
Ei Pest og Slanger kiende vi,
Ei Vesterlandets Tungsind,
Ei Østens Raseri.
Vor Tid ei staaer i Dunst,
Den hævet har sin Stemme
For Videnskab og Kunst.
Ei Bragis og ei Mimers Raab
Har vakt i lige Strækning
Et bedre Fremtids Haab.
Ei stor, vor Fødestavn,
Dog hæver sig blandt Stæder
Dit stolte Kiøbenhavn.
Til bedre By ei Havet kom,
Ja ingen Flod i Dalen,
Fra Trondhiem og til Rom.
Med hellig Varetægt
Bevare du, Alfader!
Vor gamle Kongeslægt.
Kong Fredrik ligner Fredegod;
Hvor er en bedre Fyrste,
Af bedre Helteblod?
Hil Drot og Fædreland!
Hil hver en Danneborger,
Som virker hvad han kan.
Vort gamle Danmark skal bestaae,
Saalænge Bøgen speiler
Sin Top i Bølgen blaa.
Guldhornene
De higer og søger
I gamle Bøger,
I oplukte Høie
Med speidende Øie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde,
Paa Runestene
Blandt smuldnede Bene.
Oldtids Bedrifter
Anede trylle;
Men i Mulm de sig hylle,
De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
Sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
"I, gamle, gamle
"Hensvundene Dage,
"Da det straalte i Norden,
"Da Himlen var paa Jorden,
"Giv et Glimt tilbage!"
Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhøien sukker,
Roser sig lukker,
De øvre Regioner
Toner.
De sig møde, de sig møde,
De forklarede Høie,
Kampfarvede, røde,
Med Stierneglands i Øie.
"I, som raver i blinde,
"Skal finde
"Et ældgammelt Minde,
"Der skal komme, og svinde.
"Dets gyldne Sider
"Skal Præget bære,
"Af de ældste Tider.
"Af det kan I lære.
"Med andagtsfuld Ære,
"I vor Gave belønne!
"Det skiønneste Skiønne,
"En Mø
"Skal Helligdommen finde."
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne døe.
Hrymfaxe, den sorte,
Puster, og dukker
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue
Paa Himlens Bue.
Og Fuglene synge.
Duggperler bade
Blomsterblade
Som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
En Mø hendandser
Til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder.
Hun har Lilliehænder.
Let som en Hind,
Med muntert Sind.
Hun svæver, og smiler;
Og som hun iler,
Og paa Elskov grubler –
Hun snubler,
Og stirrer, og skuer
Gyldne Luer,
Og rødmer, og bæver,
Og zittrende hæver
Med undrende Aand,
Af sorten Muld
Med sneehvide Haand
Det røde Guld.
En sagte Torden
Dundrer.
Hele Norden
Undrer.
Og hen de stimle
I store Vrimle,
og grave og søge,
Skatten at forøge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget;
De see kun det Muld,
hvoraf de er taget.
Et Sekel svinder.
Over Klippetinder
Det atter bruser.
Stormenes Sluser
Bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
Til Danmarks Dale
I Skyernes Sale
De forklarede Gamle
Sig atter samle.
"For de sieldne Faae
"Som vor Gave forstaae;
"Som ei Jordlænker binde,
"Men hvis Siæle sig hæve
"Til det Eviges Tinde;
"Som ane det Høie,
"I Naturens Øie;
"Som tilbedende bæve
"For Guddommens Straaler,
"I Sole, i Violer,
"I det Mindste, i det Største;
"Som brændende tørste
"Efter Livets Liv;
"Som – o, store Aand
"For de svunde Tider!
"See dit Guddomsblik
"Paa Helligdommens Sider:
"For dem lyder atter vort Bliv.
"Naturens Søn,
"Ukiendt i Løn,
"Men som sine Fædre
"Kraftig og stor,
"Dyrkende sin Jord,
"Ham vil vi hædre:
"Han skal atter finde."
Saa synge de, og svinde.
Hrymfaxe den sorte,
Puster og dukker,
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue,
Paa Himlens Bue.
Ved lune Skov
Øxnene trække
Den tunge Plov,
Over sorten Dække.
Da standser Ploven,
Og en Gysen farer
Igiennem Skoven.
Fugleskarer
Pludselig tier.
Hellig Taushed
Alt indvier.
Da klinger i Muld
Det gamle Guld.
Tvende Glimt fra Oldtidsdage
Funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa røde Sider.
Mystisk Helligdom omsvæver
Deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.
Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
Snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
Fylde dem, som Blod i Lunden!
Men I see kun Guldets Lue,
Ikke det ærværdigt Høie;
Sætte dem som Pragt til Skue
For et mat nysgierrigt Øie.
Himlen sortner, Storme brage;
Visse Time! du er kommen.
Hvad de gav, de tog tilbage.
Evig bortsvandt Helligdommen.
No hay comentarios:
Publicar un comentario